Alle de bekymringer…

… man gør sig som gravid. Der er virkelig mange. Jeg har prøvet at skrive en lille liste, og inddele dem i 1. og 2. trimester, fordi bekymringerne er faktisk ret forskellige – de har de i hvert fald været for mig. Jeg har jo endnu ikke været i 3. trimester, men jeg tvivler på at bekymringerne forsvinder 😉 Kan du genkende nogle af dem?

1. trimester

• Bekymringen for abort. Både spontan og missed. Helt absurd frygt for at gå på toilettet og se blod.
• “Skal jeg have det så elendigt alle 9 måneder?”
• “Tager baby skade når jeg kaster op hele tiden?”
• “ER jeg overhovedet gravid?” (Inden man kan se baby på scanning..)
• “Må jeg spise det her?” (tun, ost, skinke.. osv)
• “Har jeg mon blærebetændelse? Skal tisse HELE TIDEN!!”
• “Hvad betyder de her tal nu…” (når man forsøger at analysere sine egne blodprøver og urinprøver inden man skal til lægen og få resultatet…)

2. trimester: 

• “Får jeg nok at spise?”
• “Har jeg taget nok/for meget på?”
• “Er det jeg spiser sundt nok?”
• “Vokser baby som den skal?”
• “Er min mave stor nok ift. hvor langt jeg er henne?”
• “Når vi nu at få købt alting i tide?”
• “Er der mon nogle misdannelser?”
• “Gad vide om hjertet stadig banker…” (når man endnu ikke kan mærke liv)
• “Jeg har ondt her, der, alle mulige mærkelige steder. Har baby mon også ondt? Er der noget galt?”
• “Trænede jeg får hårdt?”
• “Er det normalt stadig at kaste op og have kvalme?”
• *Forsøger at beregne risikoen for downs, når man kun har to tal fra blodprøven og ikke har været til scanningen..* “Er det her tal mon forkert?” *Google*
• “Er denne her barnevogn/seng/puslebord etc. mon god nok kvalitet?”
• “Hvornår skal man kunne mærke babyen sparke? Burde jeg ikke kunne det nu?”

Jeg har desværre hørt rygter om, at bekymringerne ikke bliver mindre, når baby melder sin ankomst. Men jeg har alligevel en idé om, at det bliver nogle anderledes bekymringer, eftersom det ikke er mig alene der har ansvaret. Lige nu er det jo MIN krop baby vokser i, MIG der skal give hende sund mad, mig der skal vurdere om denne her smerte nu er en forkert form for smerte, mig der skal vurdere hvornår jeg godt kan og hvornår jeg skal slappe af. Jeg tænker, at man er lidt mere to om ansvaret når hun kommer til verden, fordi der kan man sige “skat, kan du lige tage hende i en time”, hvor man så kan løbe sig en tur eller gøre hvad søren man nu ellers vil, uden at skulle tænke på at man også har en lille én indeni sin krop at skulle tage hensyn til. Selvom det er hårdt og bekymringerne er mange, ville jeg ikke bytte det for noget i verden <3 Det er den mest fantastiske følelse at vide at hun er indeni mig, og jeg glæder mig hver dag til at skulle se hende igen til en scanning. Jeg glæder mig hver dag til at mærke hende sparke. Og jeg er så ubeskriveligt taknemmelig for at min krop kan bygge et lille barn, når man tænker på hvor hård man kan være mod sin krop en gang imellem. TAK, krop. <3