Min fødselsberetning

Hej bloggen, og varmt velkommen til jer..

Det største i hele verden er sket; VI ER BLEVET FORÆLDRE. Til den smukkeste lille pige, Hannah Olivia. Jeg tror aldrig jeg har været lykkeligere, mere bekymret, mere overvældet end jeg er i disse dage. Jeg har ikke sovet mere end 5-6 timer de sidste fire døgn, men jeg er høj på lykke og adrenalin og overvældelse over at vi har fået en datter.

Men hold nu kæft, hvor er der mange bekymringer. Sover hun for meget? Får hun nok at spise? Har hun nok bleer? Gylper hun for meget? Trækker hun vejret?!!!?! Er hun ked af det? Gør jeg det godt nok? Jeg har så meget kærlighed til det her lille væsen allerede, og bare det at gå ud og tisse uden hende er en udfordring. Men det er den bedste udfordring i hele verden, og jeg er så taknemmelig for at det blev lige præcis HENDE. <3 Vi nyder disse dage max, selvom vi er pressede på søvnkontoen og overskudskontoen. Vi er lige blevet en lille familie! Så vildt.

Men nu til min fødselsberetning, som jeg har glædet mig meget til at skrive…

Jeg vågner op lørdag morgen, 6:27, med plukveer der føles noget kraftigere end normalt. Vi står op og spiser morgenmad, drikker kaffe, og jeg siger til min kæreste at jeg fandme tror det sker i dag. Noget føles anderledes. Det har jeg sagt mange gange før, de sidste par uger, så tror han var skeptisk. Vi beslutter os for at gå en tur ved Sophienholm og få en kop kaffe. Vi når ikke at gå ret langt, før jeg siger at jeg altså ikke kan gå mere. Jeg begynder at få veer der er kraftige nok til at jeg skal stå stille og koncentrere mig. Mens vi drikker kaffe, bliver veerne kraftigere, og vi ringer til fødegangen, som gerne vil have mig ind til et tjek.

Vi kører direkte på Herlev, som desværre kan konstatere at jeg ikke er mere end 2 cm åben, så jeg bliver sendt hjem med besked om at komme tilbage senere hvis veerne tiltager. Og DET gør de. Efter aftensmaden kl 20 siger jeg til min kæreste at jeg vil afsted NU, og på vejen ned til bilen når jeg at sætte mig på jorden og sige at jeg ikke kan det her alligevel.. Too late.. 😉

Vi kommer igen ind på fødegangen, som siger at jeg stadig kun er 2 cm åben. Jeg er grædefærdig. Jeg kan ikke overskue at skulle hjem igen, det gør så ondt, men man får først en fødestue når man er i aktiv fødsel og 4 cm. Den søde jordemoder kan dog se hvor presset jeg er, og vi får en lille stue med to senge så vi kan hvile os. Tiden går forfærdeligt langsomt, og mine veer tager meget voldsomt til. Jeg kaster op under hver evig eneste ve, og jeg får også en smule morfin til at kunne hvile, for jeg er helt smadret og hvis det fortsat går SÅ langsomt med at åbne sig, bliver det en meget lang fødsel. Jordemoderen laver også en hindeløsning som virkelig sætter gang i noget. En time efter jeg har fået morfin og hindeløsning, tager mine veer pludselig MEGET kraftigt til. De kommer hvert 2. minut, varer 1,5 minut og jeg kaster op i lårtykke stråler. Min kæreste er lidt bekymret. Pludselig mærker jeg vandet gå, og i panik ringer vi til jordemoderen som kommer over og tjekker mig igen. Jeg er nu 5 cm åben! Fantastisk, fordi det betyder jeg får en fødestue. “JEG VIL I BADEKAR NUUUU!” siger jeg hele vejen hen til fødestuen, jeg græder og kaster stadig op under hver ve. Faktisk bruger jeg alle brækposerne, så de må ud og hente flere. “Jeg kan ikke mere, jeg vil have kejsersnit nu, giv mig en epidural, hold OP med at røre ved mig, lad vær med at sige jeg godt kan – JEG KAN IKKE, det gør så ondt, jeg skal brække mig, FUCK JER!!!” Jordemoderen og min kæreste har uden tvivl fundet sig i mange skældsord, men de klarede det så godt. De var simpelthen fantastiske begge to, til at aflæse mig og være der. Jeg kommer over på fødestuen og i badekar, og nærmest med det samme får jeg pressetrang. “Du skal ikke presse endnu, du er kun 5 cm åben” siger jordemoderen, og jeg panikker, for jeg kan ikke lade vær. “Jeg mærker lige på dig igen”, siger hun, og mens jeg ligger og skriger og brækker mig i badekaret, mærker hun på mig og siger “du er faktisk lige knap 8 cm, du skal begynde at gispe, du må stadig ikke presse. Det går stærkt, det her”, siger hun, og hun ringer til en kollega som kommer ind med flere brækposer. Min kæreste og hende skiftes til at stå med brækposer og hente saftevand, for jeg skal have mere væske, så jeg ikke dehydrerer. Jeg kan ikke lade vær med at presse med, jeg gisper og gisper, men jeg kommer til at presse med flere gange. Jeg panikker lidt, for jeg vil ikke briste, og hun bliver ved med at sige jeg skal gispe. “Vi er nødt til at få dig op af karet nu,” siger jordemoderen, for jeg vil ikke føde i vandet. Jeg kommer op af karet, og hun undersøger mig igen, og siger jeg er næsten 10 cm, og gerne må begynde at presse med. Der går 27 minutter fra jeg kommer op, til Hannah Olivia kommer ud. Under hver eneste presseve brækker jeg mig, og det er så surrealistisk at ligge og se en jordemoder mellem ens ben, som siger “jeg kan se hun har masser hår!”, en kæreste der med en blanding af frygt og fascination kigger ned mellem ens ben og siger “jeg kan se hende! Kom nu!” Men det motiverer mig, de kan se der sker noget, og jeg bruger alle kræfter jeg har i min krop. Mine lunger er fuldstændig udmattede efter at have råbt og skreget, mine arme er helt spændte, mine ben føles som gummi, og det føles som om at både det ene og det andet hul down there er ved at flække fuldstændigt. Men jordemoderen guider mig så fint, jeg følger hendes instrukser, presseveerne er nemmere for mig at håndtere fordi jeg kan handle på dem. Og pludselig mærker jeg at det hele går væk, og en varm, blodig klump kommer op på mit bryst. Hun græder ikke, og jeg når at panikke lidt. Jordemoderen gnubber hende på ryggen, og hun skriger op mod mit ansigt, og jeg kan med det samme mærke hvor højt jeg elsker hende. Jeg føler allerede jeg kender hende. AL smerte er væk, de kan gøre lige hvad fanden de vil dernede mellem mine ben, der er kun mig, Hannah Olivia og min kæreste. Det var det smukkeste øjeblik i hele mit liv.

Jeg synes virkelig, jeg havde en drømmefødsel – en fødsel, der i aktiv tilstand kun varede 2 timer og 20 minutter. Når jeg tænker tilbage på den er det med så meget glæde, og selvom det var det mest smertefulde i hele mit liv, så vil jeg med GLÆDE gøre det igen. Og alt gik godt; ingen bristninger, en moderkage der blev født uden komplikationer, en tilladelig blødning og vigtigst, en perfekt baby som fik topscore hele vejen igennem.

Efter fødslen var jeg svimmel, havde en smule efterveer, øm i ALLE muskler i kroppen, men egentlig havde jeg troet min krop havde det værre. Allerede nu, fire dage efter, føler jeg min krop er helt ok, min mave ligner stort set sig selv allerede (med undtagelse af navlen, som stadig popper lidt ud). Mine bryster derimod er ENORME, jeg ligner en der har fået det sygeste boob job. De er SÅ spændte og jeg føler der er mælk til alle babyer i universet. Jeg er træt, mere træt end nogensinde før, men også mere lykkelig end nogensinde før. Jeg er blevet mor, og det kan i den grad mærkes. Det er det bedste i hele verden. <3